Modeopgør mellem Frankrig og Danmark i blogsfæren

Forud for Danmarks forstående kamp d. 26. juni imod Frankrig ved verdensmesterskaberne i fodbold i Rusland er der naturligvis et væld af medier, som allerede er fremkommet med analyser på såvel de to hold som på de individuelle spilleres styrker og svagheder i forhold til hinanden, som selvfølgelig også inkluderer en række mulige konklusioner på hvilken en af siderne, som løber med sejren. Den danske blog, Modevidenskab, har imidlertid taget denne form skridtet videre, idet mediet i en nyligt udgivet artikel har engageret Frankrig på et af landets absolut stærkeste positioner både når det kommer til sportslige og den nationale kommercielle formåen. Der er tale om et veritabelt opgør på mode, som er indkapslet i fodbolden ved et direkte stilmæssigt face off mellem det franske og danske holds anførere; Hugo Lloris og Simon Kjær.

Af Frederik Steenstrup

De to holdkaptajner stilles således op overfor hinanden i hver tre forskellige situationer, hvor de hver især er iklædt forskellige beklædninger, og herudfra vurderes indsatsen så i detaljen forhold til de enkelte modemæssige udtryk, hvilket siden omsættes til scoringer ligesom på fodboldbanen. Begge spillere klarer sig ganske udmærket i den til lejligheden konstruerede match, og begge har, som det tydeligt ses, flair for mode og for at klæde sig inden for den stil de kan lide. Hugo Lloris starter ud med at bringe Frankrig i front med 1-0 og lige efter på 2-0 på henholdsvis en simpel men fantastisk sammensætning grå high top sneakers, smalle jeans i samme grå tone og sluttet af med en kropsnær lys T-shirt samt et andet antræk bestående af endnu et par grå sneakers men dog lidt lysere i farven end de første kombineret med et par smalle bukser, som går ind ved anklerne. Hertil er sat en fin V-hals T-shirt, som matcher buksernes farve, og derudover har den franske målmandskæmpe en blazer, som komplimenterer den casual stil og det gennemgående farvevalg rigtig godt.

Da vores egen forsvarsgeneral, Simon Kjær, kommer i vælten reducerer han hurtigt til 2-1 på et mørkeblåt dobbeltradet jakkesæt, som er skræddersyet til perfektion. Og med Kjærs smukke hustru ved siden af sin mand i en flot lang kjole bliver den danske reducering i modeopgøret mod Frankrig en sikker en af slagsen. Dansk udligning til 2-2 kommer på en modig mundering, hvor den dominante beklædningsdel er en striktrøje med en del spændende men diskrete farver og et stort motiv foran på trøjen. Med et par smalle jeans til og et par sneakers på fødderne i samme grå nuance, som bukserne har Kjær således sammensat et flot sæt, som repræsenterer den simplistiske nordiske designtradition på bedste vis, og som også gør udligningen her helt sikker.

Netop repræsentation af henholdsvis de franske og danske mode- og designtraditioner og ikke mindst repræsentation af to nationer, som spiller i den bedste kommercielle liga, når det kommer til mode, er her handlingens kerne. De to velklædte fodboldstjerner udgør platformen, hvorpå det her opstillede opgør finder sted, hvilket fungerer rigtig godt, da det er sjovt og således kombineres det med det fodboldopgør i hvilket Frankrig og Danmark står overfor hinanden d. 26. juli. Selveste ambassadøren for Frankrig i Danmark, François Zimeray, finder også denne sammenkobling interessant og udtaler sig i artiklen lovprisende om Danmarks modeindustri, hvilket i sig selv må siges at være et omend lille men potent skulderklap fra den øverste repræsentant fra modens eget hjemland. I relation hertil forholder Zimeray sig også til det sportslige resultat, hvor han dog, på trods af et uafgjort resultat i modekampen, håber og tror på en sejr til Frankrig over Danmark i Moskva.

Hvad det ender med på fodboldbanen vil tiden vise, men spændende bliver det utvivlsomt. Og hvem der i virkeligheden er bedst inden for mode er sandsynligvis en mere kompleks vurdering end som så, men også her bliver det, som ambassadør Zimeray, udtrykker det: ’spændende at følge udviklingen (…) i fremtiden’ . En ting er i hvert fald sikkert, og det er, at både fransk og dansk mode og fodbold er enestående kulturinstitutioner, som kan bringe folk sammen på tværs af nationer på trods af eventuelle konkurrenceelementer, og det er måske det vigtigste overhovedet – særligt fordi Europa og verden, som det under det netop afsluttede danske formandskab af Europarådets Ministerkomité officielt blev konkluderet, befinder sig i en særdeles vanskelig international brydningstid på mange områder.