Danmarks Cykle Union har udtaget landshold til VM i e-cykling

Danmarks Cykle Union (DCU) har udtaget de to første landshold i e-cykling. De to hold skal i aktion, når der den 9. december afvikles det første officielle VM i e-cykling. 

“Danmark bliver repræsenteret at stærke profiler”, fortæller Morten Pedersen, formand for e-cykling udvalget under Danmarks Cykle Union. “Til herreholdet har vi fået tildelt tre pladser, og blandt andet gennem tre hæsblæsende iagttagelsesløb, med stærkt besatte felter, blev de tre ryttere udtaget. De tre udtagne ryttere er Frederik Muff (BHS – PL Beton Bornholm), Anders Foldager (Herning CK Elite) og Nicklas Pedersen (CK Aarhus). Frederik er en utrolig stærk allrounder og samtidig en fantastisk teamplayer, mens Nicklas og Anders er holdets skarpe afsluttere”, fastslår Morten Pedersen.

Oprindeligt var Danmark ikke blevet tildelt pladser i kvindernes løb, men i ellevte time lykkedes det at få tildelt to Wild Cards. De to pladser er tildelt til Fie Østerby og Marie-Louise Hartz. Fie Østerby kører til dagligt for den spanske klub Girona Club Esportiu Bike, mens Marie-Louise Harts kører på danske Team OCC. “Vi har i Marie-Louise og Fie valgt to meget dedikerede cykelryttere, som til trods for, at de begge er relativt nye væddeløbere i Zwift, har vist flotte resultater,” fastslår Jesper Svenningsen, der er udvalgsmedlem hos DCU.

VM køres den 9. december for både damer og herrer. Løbet er 50 kilometer langt med 483 højdemeter og består af 1,6 omgange på ruten Figure 8 Reverse, som findes på den virtuelle ø Watopia.
Øens højdedrag forceres to gange fra begge sider, hvor sidste opkørsel, den såkaldte Hilly KOM Forward har målstreg på toppen. Stigningen er 900 meter lang, og stiger i gennemsnit 5,5% med et maks. på 8,2% 
 
Udtaget til VM er:

Herrer: 

Frederik Muff (BHS – PL Beton Bornholm)
Anders Foldager (Herning CK Elite)
Nicklas Pedersen (CK Aarhus)

Damer:
Fie Østerby (Girona Club Esportiu Bike)
Marie-Louise Hartz (Team OCC)