Idræt

Idrætsforeningernes medlemstal slår rekord igen

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang. 

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.

”Det er helt fantastisk, og vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. Det vidner om, at de mange gode idrætstilbud appellerer bredt, og vi må igen sende en særlig tak til de frivillige i idrætten. Det er dem, der får det hele til at køre ude i foreningerne i det daglige”, siger DIF-formand Hans Natorp.