Diverse sportTopnyheder

Danskere vandt 150 medaljer i 2024

I 2023 vandt danske atleter hele 150 VM-, EM,- og European Games-medaljer. Det er 30 flere end i 2019, der er det seneste sammenlignelige år.

Danske atleter fra Danmarks Idræts Forbunds (DIF) 62 specialforbund var hyppige gæster på medaljeskamlerne i 2023. Hele 150 gange var der dansk repræsentation ved en medaljeoverrækkelse ved VM, EM og European Games.

Det er 30 flere medaljer, end danske atleter vandt i 2019, der er det seneste sammenlignelige sammenlignelige år pga. cyklussen i OL’er, EM’er, VM’er og European Games og derfor giver det bedste sammenligningsgrundlag. Totalen i 2023 er samtidig 42 flere medaljer, end der blev vundet sidste år.

”Tillykke til alle danske medaljevindere med et rigtig flot år. Jeg var selv til stede ved European Games i Polen i juni, hvor de danske atleter satte rekord med 17 vundne medaljer, og der er bare ikke noget bedre end at se danske atleter få medaljer om halsen,” siger Søren Simonsen, der er DIF’s OL chef de mission.

Rygstød forud for OL
Til næste år står han i spidsen, når den danske OL-delegation drager til Paris for at deltage i sommerlegene 2024. Mange af medaljerne i år er vundet i ikke-olympiske idrætsgrene og -discipliner, så den danske medaljesucces fra 2023 bliver ikke per automatik videreført til legene i Paris.

”Men alt andet lige er det et godt rygstød forud for Paris-legene, og det giver ekstra motivation til vores arbejde med at sikre atleterne de bedste rammer, så de kan præstere optimalt til næste sommer. Den fine medaljehøst i 2023 viser, at rigtig mange af DIF’s 62 specialforbund og deres eliteatleter klarer sig godt internationalt og repræsenterer de danske farver internationalt på fineste vis,” siger Søren Simonsen.