Parken får ny direktør

Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, får ny direktør.

Selskabet har ansat Lars Bo Jeppesen som ny direktør med ansvar for alle forhold i Parken og kommercielle forhold relateret til FCK.

Katja Moesgaard fratræder stillingen. Hun blev ansat i november 2017.

“I Lars Bo Jeppesen får vi en international og kommerciel profil, der kommer med mange års ledelseserfaring og indgående kendskab til det moderne medielandskab, digital transformation og forretningsudvikling”, siger bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Bo Rygaard i pressemeddelelsen.

“Jeg er meget ydmyg og stolt over at få denne mulighed. Der er et enormt potentiale, som jeg sammen med de øvrige medarbejdere glæder mig til at udnytte til glæde for alle i og omkring FC København og Parken”, udtaler Lars Bo Jeppesen.