Diverse sport

Bryder udtaget til OL

Ved OL i Rio vandt bryderen Mark O. Madsen sølv, og det var kulminationen på fire OL i træk med dansk bryderepræsentation. Det var måske det, kunne man tænke. Men ved VM i brydning i september overgik Fredrik Bjerrehuus manges forventninger og sikrede dansk brydning en nationsplads til OL i Tokyo næste år.

Nu er Herning-bryderen så blevet officielt udtaget af DIF’s bestyrelse, der er national olympisk komité. Fredrik Bjerrehuus fik selv beskeden i forbindelse med en aftentræning træning hos Brydeklubben Thor i Nykøbing Falster.

“Igennem hele mit liv har det været en drøm at komme til OL, så det er dejligt, at den går i opfyldelse. Det betyder meget for mig, for min familie og for hele brydedanmark. Det bliver en kæmpe oplevelse med mange indryk, men dem skal jeg lære at distrahere fra, for det handler for mig udelukkende om det sportslige. Jeg går efter at slå de bedste i Tokyo,” siger Fredrik Bjerrehuus.