DIF og Team Danmark går sammen om ’Årets Sportsnavn’

Danmarks Idrætsforbund (DIF) uddeler som noget nyt ’Årets Sportsnavn’ sammen med Team Danmark. Samtidig er der kommet en række prominente navne med i dommerkomitéen.

Når prisen som ’Årets Sportsnavn’ uddeles ved den store sportsgalla ’Sport 2019’ den 4. januar 2020, får prisen endnu mere tyngde end hidtil. Prisen byder nemlig på et helt nyt line-up.

DIF har indgået et nyt partnerskab, og uddeler for første gang prisen sammen med Team Danmark. Det er således to organisationer med en stærk faglighed inden for eliteidræt, der kommer til at stå bag prisen.

”Vi anser i al beskedenhed ’Årets Sportsnavn’ for at være Danmarks mest prestigefyldte idrætspris. Det gør vi, fordi det kun er de aller-ypperste danske sportsstjerner på tværs af sportsgrene, som nomineres til prisen. Partnerskabet med Team Danmark og udpegningen af den nye dommerkomité sætter en tyk streg under prisens tyngde” fastslår Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i DIF.

Det er en række prominente navne, der udgør dommerkomitéen, som udpeger den endelige vinder. H.K.H. Kronprins Frederik, som er dansk IOC-medlem, har takket ja til at indgå i dommerkomiteen. Det samme har Michael Laudrup og Camilla Martin, der begge er udpeget blandt legenderne i Sportens Hall of Fame. Derudover indgår den siddende kulturminister i komitéen sammen med direktørerne og bestyrelsesformændene for henholdsvis DIF og Team Danmark.

Prisen som ’Årets Sportsnavn’ er blevet uddelt siden 1991 af DIF i partnerskab med Jyllands-Posten. I år er der indgået et rent sportsligt partnerskab, og prisen uddeles af DIF og Team Danmark.