OL 2024

Roer udtaget til OL

Danmarks Olympiske Komité har udtaget den dansk/færøske roer Sverri Nielsen til OL i Paris 2024.

Blot 15/100 af et sekund og et målfoto fra bronzen! Skuffelsen var til at tage at føle på, da roeren Sverri Nielsen sluttede lige uden medaljeskamlen med en fjerdeplads ved OL i Tokyo 2021. 

Efterfølgende valgte Sverri Nielsen at sætte karrieren i robåden på pause. Den pause varede godt et år. I slutningen af 2022 valgte Sverri Nielsen at gøre comeback, og allerede i september i år lykkedes det den stærke færing at sikre Danmark en OL-nationsplads i herresinglesculleren M1x

Nu har DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, udtaget Sverri Nielsen officielt til den danske OL-trup frem mod Paris 2024.

 ”Vi er meget glade for, at vi allerede nu kan udtage Sverri Nielsen til OL i Paris. Sverri er en bomstærk og dybt fokuseret verdensklasseatlet, og det bliver ekstremt spændende at følge ham i jagten på en olympisk medalje. Vi er sikre på, at han kommer til at repræsentere både Danmark også Færøerne på flotteste vis,” siger chef de mission i DIF, Søren Simonsen.