Diverse sportTopnyheder

DIF kårer over 180 danmarksmestre til historiens første DM-uge

Alt fra styrkeløft, svømning, squash og flere end 50 andre sportsgrene samles til et brag af en eliteidrætsfest, når Aalborg er vært for den første DM-uge den 23.-26. juni. Sporten rykkes ud i byens rum med længdespring på havnefronten, udspring fra Limfjordsbroen og cykelløb i gaderne.

Du kender måske følelsen under OL. Du tænder for fjernsynet, og der er brydning på programmet efterfulgt af klatring og taekwondo. Du har aldrig set sportsgrenene før, men af en eller anden grund bliver du fanget af teknikken, personlighederne og stemningen.Den 23.-26. juni kan du få samme oplevelse. Du kan enten sætte dig til rette på Honnørkajen med Limfjorden som bagtæppe og få en masse sportsgrene serveret lige for næsen af dig. Eller du kan sætte dig i sofaen og tænde for fjernsynet, der viser et udpluk af alt det bedste fra mesterskaberne.

Uanset hvad du vælger, så vil du opleve OL-atleter kæmpe side om side med håbefulde talenter, når over 180 DM-medaljesæt skal uddeles på blot fire dage i Aalborg.

Drømmen bliver til virkelighed
”Det er ingen hemmelighed, at det længe har været DIF’s drøm at samle så mange danmarksmesterskaber som muligt et sted i Danmark og give danskerne alt det bedste fra dansk eliteidræt i et tætpakket program på bare fire dage. Nu bliver drømmen til virkelighed i Aalborg, og det er vi hamrende stolte over,” siger DIF’s formand Hans Natorp og fortsætter:”Som tilskuer vil du opleve kendte danske sportsstjerner i klassiske discipliner som fx cykling, tennis og atletik, men du vil også stifte bekendtskab med fx DM i stand up paddle, rugby og klatring, som du muligvis aldrig har set tidligere. I DIF vil vi sammen med vores specialforbund gøre vores ypperste for at skabe en folkefest med elitesport, hvor tilskuerne både begejstres og overraskes.”

Aalborg som værter i 2022 og 2023
Det er Aalborg Kommune, der har valgt at lægge halgulv, vand, sand, græs og asfalt til historiens første DM-uge. Faktisk har kommunen set så store muligheder i DM-ugen, at de bliver værter for DM-ugen både i 2022 og 2023.”Idræt og sport er en vigtig del af Aalborgs DNA. Aalborg har stolte traditioner som idræts- og sportskommune, hvor fællesskab og foreningsliv altid har stået højt på dagsordenen. Aalborg Pirates har lige vundet det danske mesterskab i ishockey, og med en boblende sportsglæde i hele byen kan jeg kun sige, at det er en kæmpe ære for os at være den første værtsby for en så stor og omfattende sportsevent. DM-ugen bliver et perfekt udstillingsvindue for de mange forskellige sportsgrene, men også for Aalborg som by,” fortæller Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.Aalborg er en af Danmarks største byer, men den er dog ikke større, end at tilskuerne til DM-ugen kan gå rundt til mange af konkurrencerne. De fleste adgange bliver gratis, og det gør det nemt for publikum at ‘shoppe’ rundt mellem konkurrencerne, som ikke alle afvikles i traditionelle rammer.Der bliver længdespring på havnefronten, wakeboard i Østre Havn, roning på Limfjorden og udspring fra Limfjordsbroen. Der bliver dans og dart i Nordkraft, og målstregen i cykelløbet bliver midt i Aalborg centrum, når det skal afgøres, hvem der skal køre i Dannebrogstrikoten under Tour de France.”Med DM-ugen går vi forrest i forhold til at få skabt en hel ny sportsevent sammen med DIF og foreningslivet, og det er vi meget stolte af. Jeg glæder mig til, at de besøgende og deltagerne kommer til at få nogle unikke oplevelser, da vi rykker sporten ud i byens rum. For den enkelte klub, forening og sportsgren er det en fantastisk platform. Aalborgs værtskab kan forhåbentligt skabe nytænkning i brugen af faciliteter og også være med til at styrke sammenholdet i foreningerne, hvilket alt sammen er tiltrængt efter en lang periode med nedlukninger og begrænsninger på grund af COVID-19,” siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune