Godkendt dansk PL-resultat i Tokyo

De danske para-atleter hentede fem medaljer ved de Paralympiske Lege.

De 25 danske PL-deltagere har leveret en stribe iøjnefaldende resultater ved PL 2020 i Tokyo, hvor de med fem medaljer fik indfriet DIF, Team Danmark og Parasport Danmarks målsætning på 5-7 medaljer. Det var dog helt tæt på at blive til et par mere, og Michael Møllgaard Nielsen, der er elitechef i Parasport Danmark, er godt tilfreds med resultatet.

“De danske medaljehåb har levet op til de forventninger, vi på forhånd har haft til dem, og det er i sig selv imponerende. Der har været pres på dem, men det håndterer de glimrende. Jeg er selvfølgelig nødt til at fremhæve Tobias Thorning Jørgensen, der går helt uimponeret ind til sit første PL og vinder to suveræne guldmedaljer, samt Lisa Kjær Gjessing, der skriver sig ind i historiebøgerne som den første paralympiske mester i taekwondo”, lyder det fra Michael Møllgaard Nielsen.

Den danske trup ved PL i Tokyo bestod af 25 atleter fordelt på idrætterne atletik, badminton, bordtennis, cykling, kørestolsrugby, ridning, svømning og taekwondo. De danske atleter vandt fem medaljer – tre af guld, en af sølv og en af bronze:

  • Guld: Tobias Thorning Jørgensen, dressur (ind. test samt freestyle) samt Lisa Kjær Gjessing, taekwondo
  • Sølv: Peter Rosenmeier, bordtennis
  • Bronze: Daniel Wagner, længdespring