Topnyheder

Danmarks Idræts Forbund vil kåre det største danske sportsnavn

Danmarks Idræts Forbund (DIF) vil til efteråret kåre det største danske sportsnavn siden indførelsen af de moderne olympiske lege og grundlæggelsen af DIF i 1896.

Kåringen skal foregå til efteråret, hvor den ultimative kåring finder sted. Nu offentliggøres den eksklusive liste over de 125 navne, som er med i opløbet om hæderen.

Kåringen finder sted i anledning af DIF’s 125 års jubilæum, og afsløringen af ’den største af de største’ sker ved et show i DR Koncerthuset, som transmitteres direkte på DRTV og DR1 lørdag den 16. oktober 2021.

DIF er nu klar med Top 125 over de navne, som kandiderer til den ultimative hæder. Der er tale om de sportsnavne, som har leveret de største præstationer og som bevægede os mest.

”Det har været afsindig svært at udvælge de 125 største sportsnavne, men det har også været en fascinerende proces at dykke ned i de ufattelig mange imponerende og skelsættende sportspræstationer, der rummes i DIF’s 125-årige historie. Derfor bliver det også en utrolig ærefuld kåring,” siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund.

Efterfølgende nomineres de 25 største sportsnavne, inden en jury indskrænker feltet yderligere frem mod showet på DR, som løber af stablen den 16. oktober 2021.