Bogen Iltgæld er flot og overvejende interessant

Den 7. maj udkommer bogen Iltgæld på Gyldendal. En cykelbog indeholdende 27 beretninger fra Brian Nygaard og 78 tegninger af Erik A. Frandsen. Sports-blog.dk har haft lejlighed til at gennemlæse og gennemse bogen.

Af Kenneth Møller Kristensen

Lad det være understreget fra start. Erik A. Frandsens malerier i Iltgæld er helt i særklasse. Punktum. Kunstneren indfanger ganske enkelt på imponerende vis både stemningen, men også historiefortællingen i cykelsporten. Farvevalget og tegningernes sammensætning gør dig i stand til næsten at kunne høre de klassiske lyde omkring et cykelløb. Man får lyst til at læne sig tilbage og ønske man stod i vejkanten. 78 tegninger er mange. Nogen er bedre end andre. Men du har med Iltgæld i hånden rig mulighed for at udvælge dine favoritter.

Brian Nygaards beretninger er 100 procent også værd at bruge tid på. Blandt de 27 fortællinger er nogen, naturligvis, mere fængslende end andre. Højdepunktet er fortællingen om Wouter Weylandts død under Giro d’Italia 2011. En meget personlig fortælling leveret af Nygaard.
Men også beretningen om Nygaards forhold til Andy Schleck er en smuk fortælling, ligesom teksterne om Jaime Mir fra Vuelta a Espana, cykelskribenten Phillipe Brunel og amerikanske Bob Roll samt flere andre er dragende og i øvrigt rigtigt interessante. Brian Nygaards viden om Italien er helt sikkert værd at lukrere på, og man ikke undgå at få lyst til at vide mere om Støvlelandet med den stærke cykelkultur.

Det kan til gengæld være lidt uinteressant at læse om landevejs VM 2019, Jakob Fuglsangs sejr i Liége-Bastogne-Liége  og i et par af kapitlerne om Giro d’Italia og Tour de France. Her bringes der ganske enkel ikke meget nyt til fadet.

Sproget i Iltgæld kan til tider blive noget voluminøst, og det gælder som læser af holde tunge lige i munden for at beholde fokus på hvad budskabet er. Men andre steder bliver man imponeret over hvor godt, det hele hænger sammen.

Konklusionen er at Iltgæld er en unik bog. Er du cykelfans får du flere steder god insiderviden. Elsker du at nyde god tegnekunst, er der rigeligt med materiale i bogen. Og er du bare glad for en smuk bog, så er Iltgæld et oplagt valg. Den kan anbefales herfra.

Iltgæld, Fortællinger og tegninger fra cykelsportens veje, er på 276 sider. Vejledende udsalgspris er kr. 299,95 og den kan erhverves i de fleste danske boghandlere.