3-dagesløb i Ballerup vender tilbage til november

I februar afholdte Danmarks største og verdens ældste cykelklub, DBC (Dansk BiCycle Club) et historisk og succesfuldt 3-dagesløb i Ballerup Super Arena. Den 12. til 14. november gentages succesen.

“Vi har fået utrolig meget ros for vores arrangement i februar. Dette både fra ryttere, fra sponsorer og fra tilskuere. Der er selvfølgelig flere områder, som vi gerne vil optimere, og vi vil rigtig gerne have flere tilskuere i hallen. Men vi har bevist, at vi er en stærk cykelklub, der kan magte store events”, forklarer DBCs formand Bjarne Kratholm.

At løbet skal afvikles i november hænger sammen med, at den internationale cykelunion (UCI) i fremtiden ændrer strukturen for banecykling. Blandt andet skal VM i fremtiden køres i oktober. UCI indfører også en ny World League, der skal afvikles fra november til februar.

“Det har hele tiden været vores ambition, at have et årligt 3-dagesløb. Vi har nu vurderet, at november er den bedste termin i forhold til at kunne tiltrække stærke profiler”, forklarer Kratholm, og understreger også at han håber at den store succes det danske banelandshold har, også smitter af på DBCs events i Ballerup Super Arena. “Banecyklingen har virkelig medvind for tiden, og vi kan i DBC også mærke en stigende interesse for at køre på banen og se banecykling”.

Billetsalget til anden udgave af DBCs 3-dagesløb er allerede skudt igang via Billetsalg.dk. På det officielle website, DBC3dages.dk, opdateres der desuden løbende med nyt om eventet.

Foto: Jesper Skovbølle.