Olympiske legeTopnyheder

OL-atleter får økonomisk støtte til ekstra år med OL-forberedelser

50 atleter fra tolv forskellige idrætsforbund får i alt otte millioner kroner i direkte økonomisk støtte, der skal hjælpe atleternes hverdagsøkonomi under et ekstra år med OL-forberedelser efter udskydelsen af OL i Tokyo.

Støtten er gjort mulig med midler fra Salling Fondene og KIRKBI A/S samt en særbevilling fra regeringen.

Atleterne repræsenterer tolv forskellige idrætsgrene. Det er atletik, brydning, bueskydning, cykling, karate, kajak, ridning, roning, sejlsport, skydning, svømning og triatlon. For de fleste af atleterne bygger støtten videre på en bevilling, der løb frem til og med august 2020, hvor OL skulle have været afholdt.

”Det betyder selvfølgelig alverden for en atlet, om de kan regne med, at der kommer nok penge ind på kontoen hver måned til, at de kan fokusere på deres sport – ikke mindst i det sidste år frem mod OL. I Team Danmark er vi dybt taknemmelige for, at vi med hjælpen fra Salling Fondene, KIRKBI og regeringen kan holde hånden under atleterne og sikre dem de økonomiske rammer til et ekstra forberedelsesår,” siger Lone Hansen, der er adm. direktør i Team Danmark.