Olympiske lege

Team Danmark-læge Christoffer Brushøj skal lede den sportsmedicinske indsats ved OL i Tokyo i 2020

Christoffer Brushøj, som er læge i Team Danmark, er blevet udnævnt som ’Chief Medical Officer’ for det danske OL-hold i Tokyo 2020, hvor han får ansvar for den sportsmedicinske indsats omkring de danske OL-atleter.

Christoffer Brushøj, der til daglig arbejder som læge i Team Danmark, er blevet udnævnt som Chief Medical Officer (CMO) for det danske OL-hold i Tokyo i 2020. Han får dermed det overordnede ansvar for at planlægge og koordinere den sportsmedicinske indsats omkring de danske OL-atleter op til og under legene.

”Jeg er stolt over at blive udnævnt som CMO, og jeg ser frem til at være med til at planlægge den sportsmedicinske indsats omkring det danske OL-hold. Vi skal være så godt forberedte som muligt for at sikre, at atleterne er skadefri. sunde og raske op til OL, og vi skal planlægge og koordinere vores indsats for at tage bedst muligt vare på atleternes helbred under OL,” siger Christoffer Brushøj.

Som CMO bliver Christoffer Brushøj leder af et sportsmedicinsk team bestående af læger, fysioterapeuter, kiropraktor og massør. Teamet sammensættes frem mod OL med henblik på at optimere atleternes vilkår og muligheder for at præstere maksimalt, samt rådgive og vejlede sportschefer og landstrænere.