Ishockey VM 2018

Tjekkiet klar til kvartfinalen. Danmarks skæbne afgøres tirsdag

Det var virkelig tæt i slutminutterne, men det lykkedes for Tjekkiet at holde Østrig fra en udligning. Tjekkiet slog mandag aften Østrig 4-3 ved ishockey-VM i Danmark i Royal Arena i København. Dette efter periodecifferne 2-1, 1-0 og 1-2. Dermed er tjekkerne noteret for 15 point, og klar til torsdagens kvartfinale.

Tjekkiet slutter på tredjepladsen i pulje A, og står til at måde enten Finland, Canada eller måske Danmark i kvartfinalen.

Canada slog mandag Letland i forlænget spilletid, og sikrede sig dermed to point. Placeringerne i pulje B afgøres tirsdag, hvor Danmark møder Letland, Finland møder USA og Canada møder Tyskland. USA fører puljen med 16 point, Finland er nr. to med 13 point, Canada nr. tre med 12 point, Danmark nr. fire med 11 point og Letland nr. fire med 10 point. Alt kan ske tirsdag. Danmark kan både ende på puljens andenplads, men også helt misse kvartfinalen med en femteplads.