BogomtaleFodboldTopnyheder

Ny bog om Per Røntved udkommer den 12. oktober

Det er vigtigt at hylde de gamle helte. Dem der har ageret store forbilleder i vores ungdom, og dem der bringer alle vores gode minder frem – fra forlængst svundne tider.

Blandt andet derfor bliver der udgivet en ny fodboldbog, som omhandler det tidligere landsholdskoryfæ fra især den tyske bundesligaklub Werder Bremen, og den danske barndomsklub hos Hvepsene i Brønshøj Boldklub.

Bogen, der hedder Det gyldne venstreben, er historien om den lille ”Put Per” fra Godthåbsvej i København, der prøvede på at snyde sig ind på det lokale lilleputhold, da han slet ikke var gammel nok til det. Og historien om den lille dreng, der endte med at blive en af de allerstørste spillere i dansk fodboldhistorie.
En lille dreng derovre fra tobakskiosken, der ikke gik synderligt meget op i hverken at lave blækregning, eller skrive lange og kedelige danske stile, på Rødkilde Skole i Vanløse/Brønshøjområdet. Til gengæld brugte han enhver given lejlighed, til at trille rundt med den lille runde læderkugle udenfor i skolegården, hvor han med sin lommekniv havde ridset sit eget lille mål ind i de røde murbrokker – henne i hjørnet et sted. Og som hans lærer engang sagde til et forældremøde: ”Jo, Per – han har har såmænd rigtigt store evner. Men de ligger altså derovre i hjørnet – henne ved muren!”

Senere hen voksede den lille dreng sig stor og stærk, hvorefter han gik hen og blev den høje, atletiske og fodboldelegante stjernespiller med navnet: Per Røntved. En publikumsyndling, som mange folk nede i Werder Bremen fortsat mener, var hovedårsagen til, at klubben reddede sig fri fra nedrykning syv år i træk. En sjælden liberotype, som den højt meriterede tyske træner – Otto Rehhagel – gav følgende flotte skudsmål: ”Udover Franz Beckenbauer, så er det kun denne her danske Per Roentved, som kan spille liberopladsen på en så elegant måde!” Hvilket medførte, at det på den tid kun var ”Put Per” fra Brønshøj og den norske efterfølger – Rune Bratseth – som måtte tiltale Otto Rehhagel med et ”du”. Alle andre havde så sandelig bare at sige: ”De”!

Herudover berører bogen flere forskellige emner og anekdoter som eksempelvis: Hvordan Per Røntveds liv har udviklet sig til at blive efter hans fatale hjerneblødning – i en alt for tidlig alder. Hvordan de glade amatørdage forløb i de ret så hippieflippede halvfjerdsere, der blandt andet betød, at DBU bad landsholdspillerne om at medbringe deres egne benskinner. Hvordan Per Røntved blev en indirekte – men alligevel altagørende puslebrik i at få hentet Sepp Piontek til landet. Hvordan Per Røntved var foregangsmanden til at få fri til at spille landskampe fra sin tyske klub i Bremen, og som ellers var det helt store nationale fodboldproblem dengang. Hvordan fodboldlivet forløb i den benhårde vesttyske Bundesliga, hvor man kunne finde på at bryde reglementet og file sine skrueknopper sylespidse, og hvordan Bayern München prøvede på at hyre Per Røntved som afløser for selveste Franz Beckenbauer. Hvordan Per Røntved og Finn Laudrup ville være havnet i en ellers helt uforvarende sag om matchfixing, hvis datidens regelsæt havde været af samme strikse karakter som nutildags.

Fodboldbogen om Per Røntved – ”Det gyldne venstreben” – bliver udgivet i Brønshøj Boldklub lørdag den 12. oktober klokken 12.00, og sker i forbindelse med en turneringskamp i 2. division mellem Brønshøj Boldklub og Holbæk Bold- og Idrætsforening. På det lille intime og svært hyggelige hjemmestadion med navnet – ”Tingbjerg Ground”. Endvidere løber der en opvisningskamp af stablen søndag den 27/10 i Fårevejle Boldklub klokken 14.00, og som sker for at ære og hylde Per Røntved i forbindelse med bogudgivelsen.

I opvisningskampen deltager der blandt andet mange tidligere divisionsog landsholdspillere såsom:
Kenneth Møller Pedersen – OB og FC Midtjylland m.fl.
Benno Larsen – Holbæk og Augsburg m.fl.
Allan Hansen – OB og Hamburger SV m.fl.
Rene O. Hansen – KB og Las Palmas m.fl.
Heino Hansen – Slagelse og St. Pauli m.fl.
Niels Tune Hansen – Holbæk og St. Pauli m.fl.
Torben Hansen – Holbæk og Bayern München
Jørgen Osbæck – Kastrup Boldklub
Jørgen Kristensen – Køge og Feyenoord m.fl.
Jesper Rasmussen – Køge og PEC Zwolle

Kampen bliver dømt af den tidligere FIFA-dommer Jan Hald. Herudover kommer Sepp Piontek (såfremt helbredet tillader det på selve dagen) og varetager rollen som den ene af holdlederne, ligesom Preben Elkjær kommer og giver bolden op.

Den gyldne venstreben er skrevet af amagerkanske Rune Engstrøm, der tidligere blandt andet har skrevet bøgerne Lille Viggo, Ludomanfælden og vandrebøgerne La Plata og En gamblers bodsgang.

 Bestil bogen her.