Discovery Networks Danmark forlænger Superligarettigheder frem til 2024

Superligaen kan fortsat ses på Discoverys kanaler helt frem til 2024. Det står klart efter forhandlingerne med Divisionsforeningen om rettighederne til sæsonerne 2021-2024. Discovery fastholder sit 2.- og 5.-valg af ugens kampe. Samtidig slår Discovery fast, at virksomheden stadig går efter flere rettigheder i markedet.

Forlængelsen af rettighederne vækker først og fremmest glæde hos Discovery Networks Danmark. Ikke mindst hos virksomhedens nordiske sportsdirektør:

“Vi er meget glade for at vi har forlænget aftalen. Superligaen er hjerteblod for os og vores seere, så vi glæder os til også fremadrettet at give de danske fodboldfans store kampe og uforglemmelige øjeblikke fra en Superliga i rivende udvikling”, udtaler Anders Antonsen, Nordisk sportsdirektør hos Discovery Networks Danmark.

Ifølge Anders Antonsen har Discovery gennem årene opbygget et stærkt fagligt miljø omkring sin dækning af Superligaen: “Vores dækning af Superligaen kommer også fremover til at være præget af stærk faglig tyngde. Vi kommer til at fortsætte dækningen med den store kærlighed til sporten og det ekstremt vidende og professionelle hold, vi har bygget op omkring vores mange rettigheder. Her tænker jeg ikke mindst på vores eksperter med blandt andre Morten Bruun, Brian Laudrup, Lars Jacobsen, Thomas Gravesen, Mikkel Bischoff og Flemming Povlsen”, siger Anders Antonsen.