Fremad Amager opruster i administration

Københavner-klubben Fremad Amager har haft en succesfuld sæson i NordicBet ligaen. Nu opruster klubben også på den administrative side.

Bo Tue Knudsen er ansat som ny kommericiel direktør. Tue Knudsen kommer med mere end 25 års erfaring fra salg og ledelse i mange forskellige brancher. I fodboldverdenen kender folk primært Bo Tue Knudsen som tidligere ejer, direktør og bestyrelsesformand i FC Roskilde.

“Jeg ser Fremad Amager som en enormt spændende klub med et kæmpe potentiale på den sportslige såvel som den kommercielle side, og jeg glæder mig til at være en del af holdet. Jeg tror især, at jeg kan bidrage positivt i forhold til samarbejdspartnere og sponsorer, og ikke mindst vores fantastiske fans, således at alle får en god oplevelse omkring klubben og i Sundby Idrætspark”, udtaler Bo Tue Knudsen.