Matti Breschel gør comeback i Lyngby efter Giro-exit

Dansk cykelsports måske mest rutinerede rytter er til start, når Lyngby CC den 1. juni fejrer 100 års jubilæum med et stort anlagt gadeløb i centrum af Kongens Lyngby.

Matti Breschel blev professionel på det daværende Team CSC helt tilbage i 2005. Siden er karrieren gået over Rabobank, Cannondale, Astana og fra 2018 EF Education – First. 2019 er dermed den 16. sæson som professionel for Breschel! En flot karriere der har budt på imponerende mange store resultater. Breschel er blandt andet noteret for to VM-medaljer, har rekorden med ni etapesejre i PostNord Danmark Rundt, har vundet en etape i Vuelta a Espana, vundet Luxemburg Rundt, den belgiske semiklassiker Dwars door Vlaanderen, blevet dansk mester, og vundet etaper i Schweiz Rundt og Katalonien Rundt. Breschel har kørt sig i top-10 i både Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og generelt år efter år markeret sig på overbevisende måde i de store brostensklassikere.

Igen 2019 leverede Matti Breschel, trods noget sygdom, en pæn indsats i brostensklassikerne og stillede efterfølgende til start i Giro d’Italia med selvtilliden i orden. Desværre måtte den 34-årige dansker forlade løbet på 4. etape med ankelproblemer. Nu er han heldigvis tilbage.

“Jeg er ved at være klar igen, og glæder mig helt vildt til at være med til at fejre Lyngby CCs 100 års jubilæum med en stor fest den 1. juni”, lyder det fra Matti Breschel.