FC Nordsjællands mænd spiller for kvinderne

Når FC Nordsjællands Superligahold løber på banen søndag kl. 16.00 mod F.C. København i Right to Dream Park bliver det uden deres egne navne på ryggen af spillertrøjerne.

FCN markerer kvindernes internationale kampdag (IWD) på flere måder, og én af dem bliver altså i løbet af selve kampen, hvor hver eneste Superligaspiller selv har valgt en kvindelig rollemodel at hylde ved at bære hendes navn på ryggen.

“Ligestilling er et af kerneprincipperne hos FC Nordsjælland, og vores ejere hos Right to Dream, som vi arbejder for og med hver eneste dag. På IWD sidste år åbnede vi vores pige- og kvindeafdeling og akademi sammen med Farum Boldklub. Og i år vil vi igen gerne gøre vores for at kaste fokus på kampen for ligestilling – både i Danmark og internationalt. Derfor er vi meget glade for den anerkendelse vi allerede har modtaget for initiativet fra f.eks. FN og Common Goal. Det føles naturligt for os at benytte vores platform til det, og vi er meget glade for den positive tilgang og energi, som vores Superligahold har vist i forbindelse med at vælge og hylde deres kvindelige rollemodel”, siger direktør i FCN Søren Kristensen.

Samtlige spillere omkring Superligatruppen i FCN har valgt en kvindelig rollemodel at tage med på banen. Deres valg og begrundelser kan læses nederst i denne tekst. De fleste af de unikke trøjer vil efter kampen blive solgt blandt klubbens partnere og sponsorer, mens enkelte sættes på internetauktion. Samtlige indtægter fra salget af trøjerne vil gå ubeskåret til klubbens pige- og kvindeafdeling.