Fremad Amager henter spiller i FC Nantes

Nordicbet Ligaklubben Fremad Amager har tilknyttet den franske kreatør, Théo Chendri, som har underskrevet en 2,5-årig kontrakt. Den kreative offensive midtbanespiller er hentet i den franske klub FC Nantes.

Chendri blev hentet til Nantes’ udviklingshold – Nantes B – som 19-årig, efter fire år på ’La Masia’ hos FC Barcelona. Han har spillet flere ungdomslandskampe for Frankrig.

Theo Chendri har spillet en række kampe for FC Barcelonas U-17, U-18 og U-19 hold, deriblandt flere kampe i UEFA Youth League. Tilbage i 2016 var Théo med til at sende FC Midtjylland ud af UEFA Youth League, da han scorede et smukt langskudsmål i Barcelonas 3-1 sejr.

”Det er en fantastisk følelse at kunne få aftalen i hus, efter flere uger med hårdt arbejde, og en deadline der bare kom nærmere og nærmere. Vi har haft Théo Chendri i kikkerten i noget tid, og jeg fik bekræftet vores interesse ved mit seneste besøg i Frankrig. Han er en god forstærkning til holdet, og med en fodboldopdragelse på allerøverste hylde, bliver det spændende at få ham tilknyttet holdet. Han har en god spilforståelse, et højt teknisk niveau og et sublimt overblik”, udtaler Fremad Amager sportsdirektør Timur Daguev.